AKTIVITETER PÅ TVÆRS » Sommerfest » Tilbageblik » 2012
                                                                                                                                                 September 2012
ØSVN-IF Sommerfesten 2012
(..tanker om en fantastisk sommerfest..!)

Onsdag den 13. juni spillede Danmark fodboldlandskamp mod Portugal. Festteltet var rejst og vi tænkte: "Hvorfor ikke vise landskampen i teltet?". Og som tænkt - så gjort!  Med en hurtig sms-besked rundt fra Lene, samt opfordring på hjemmesiden, spredtes budskabet om landskamp i teltet. Danmark tabte desværre kampen 3-2, men stemningen var trods resultatet helt i top, hos de ca. 200 fremmødte, som nød deres medbragte mad i teltet.
Dette var startskuddet til en FANTASTISK sommerfest de næste 4 dage, som først ebbede ud søndag eftermiddag, hvor de sidste fodboldspillere og forældre forlod banerne efter et fantastisk stævne..!

Allerede i august 2011 var forberedelserne gået i gang. Vi fik nye medlemmer i udvalget med nye idéer og besluttede at satse stort og give sommerfestprogrammet et "boost". Foruden de mange faste indslag i sommerfestdagene, stillede vi an med besøg af Herning Tivolipark alle dagene, koncert med Kandis torsdag aften (i samarbejde med Team Rynkeby Trekanten). Lørdag stor 80'er-fest med Hvide Løgne og mad leveret af Kokkekompagniet (og en egen forventning om mindst 500 solgte billetter). Søndag stod fodboldafdelingen for kæmpe fodboldstævne, med STADIUM som hovedsponsor, hvor samtidig alle fodboldspillerne og deres familier - som en del af holdgebyret - kunne købe billige partout-kort til tivoli. Så der var lagt op til noget nyt og stort!!
Lad os bare være ærlige og sige, at da vi i efteråret lavede aftale med Tivoli og bookede både Kandis og Hvide Løgne, var det da med en vis spænding om, hvordan det hele ville gå. Men da vi allerede i januar kunne konstatere, at de første 500 billetterne til lørdagens fest næsten var revet væk, fornemmede vi at vi havde "ramt rigtigt" med vores satsning. Billetterne blev solgt via vore 20 "ambassadører" og vores super-sælger Tina Hansen fik hurtigst solgt sine og vi fik trykt 100 mere, som hun også solgte. Så da vi sendte programmet for sommerfesten ud med Forenings-Nyt i starten af maj måned, var vi stolte over at have nået målet og kunne skrive "Alt udsolgt" til lørdagens fest.

Programmet for dagene var spækket med spændende aktiviteter og det er næsten umuligt at få det hele med her, men der var live-musik på scenen i teltet, MGP og fantastiske danse-opvisninger af børnene her fra området. Den nye moutainbike-afdeling gav mulighed for at prøve at cykle, der var (i silende regn) opvisning af Ågård Efterskoles elevhold,  Linedancere, gadefodbold, beachvolley, beachminton, golf, petanque, 5 km løb, super festligt cykelsponsorløb osv osv..
Det var svært at nå rundt og opleve det hele, men der var glade og aktive mennesker på og omkring pladsen hele tiden, og det så ud til at alle hyggede sig - også selv om der kom en regnbyge i ny og næ..

Festen torsdag med Kandis var en fantastisk aften. De forstår virkelig at "levere varen" og der blev hygget og danset til det ene hit efter det andet. Det var tydeligt at se og høre, hvorfor Kandis er så populære og hvorfor mange af deres fans vil køre lang for at opleve dem.!

Lørdagens 80'er fest kan næsten ikke beskrives..! Forventningerne havde været store, fornemmede vi tydeligt, og det var helt overvældende at opleve, hvordan alle de feststemte (og mange udklædte) deltagere virkelig gav den gas og forløste disse forventninger..!! Ekkoet fra festen har næsten ikke lagt sig endnu og snakken om den fantastiske 80'er fest høres stadig rundt i Ågård, Øster Starup og Vester Nebel - og vist også længere væk!
DJ'en og Hvide Løgne fortalte os efterfølgende, at de aldrig har oplevet så festligt et publikum i deres karriere..!!

Trods et blandet vejr den weekend i juni, var der rigtig mange til sommerfest og vi kan kun betegne det for en kæmpe succes! Trætte men glade, lukkede og slukkede vi søndag, samtidig med at Tivoli tog teltet ned og gjorde klar til afgang..

Fra sommerfestudvalget skal lyde en stor tak til de mange der har bidraget både før, under og efter sommerfesten.

I forbindelse med at få "pladsen" til at fungere og det hele til at klappe (også når det brændte på), skal lyde en særlig tak til Alex (A-Skrot), LOTRA, El-hjørnet, Leif Sørensen, Dagli'Brugsen og DN Entreprise.!

Tak for lån af p-pladser hos vore "naboer" (virksomhederne på Bavnehøj). Tak til alle der har sponseret og bidraget i øvrigt (ingen nævnt - ingen glemt). Tak til naboerne på Bavnehøj og Nørresø Allé, fordi de udstod larmen (vi håber I også nød musikken?).

Til sidst et KÆMPE tak til vore "billetsælgere", de mange frivillige hjælpere, "tovholdere", idrætsudøvere og optrædende og ikke mindst tak til hele lokalsamfundet for den store opbakning!!

Formålet med sommerfesten er jo dels at skabe et økonomisk bidrag til idrætsforeningen og dels at skab et sammenhold i lokalsamfundene.
Vi kan nu konstatere at vi har skabt et fornuftigt overskud på sommerfesten - ca. 100.000 kr.!! og sammenholdet i vore 3 lokalsamfund føles stærkere end nogensinde, så det er med stor fortrøstning og glæde vi nu i sommerfestudvalget går i gang med planlægningen af næste års sommerfest..!

Vi ses til sommerfest i 2013..!

Sommerfestudvalget
Øster Starup Vester Nebel Idrætsforening - Nørresø Allé 112, Vester Nebel, 6040 Egtved - CVR 50665011