Øster Starup - Vester Nebel IF
IDRÆTTER » Golf » 2024/2025
Referat af Golfklubbens årlige afdelingsmøde
Dato:              23.08.2025
Sted:              Klubhuset
Mødeleder:      Thorkild Møller
Referent:        Henning Hansen
Deltagere:       19
 
Årsmødet var lovligt indvarslet og beslutningsdygtigt.

Afdelingens beretning               v/Henning Hansen

Igen i år har vores medlemmer ydet en kæmpe indsats for at holde vores anlæg i topform. Mange har givet en hånd med.
Der er klippehold bestående af 4-5 personer, som skiftes til at have en uge, hvor de er ansvarlige for at klippe fairways.  Der bliver klippet rough, der bliver ordnet bunkere, klippet tuer, klippet greens, jagtet muldvarpe, tømt affaldssække, gjort rent i klubhus og på toilettet, og meget mere – En rigtig stor tak til alle, - det er jeres indsats, der er med til at holde klubben i gang, og som gør, at man har lyst til at spille golf i klubben.
 
Klubben har i dag 44 medlemmer.
Det kniber som altid med at få, og holde fast i yngre medlemmer, som fortsat er på arbejdsmarkedet. - dem som jo skulle være fremtiden i vores klub.
Heldigvis holder mange af de ”gamle” medlemmer troligt fast i medlemskabet, og heldigvis er nye ældre kommet til, men for os alle gælder det jo, at vi bliver ældre/gamle, og på et tidspunkt må give slip. Flere er droppet ud i det seneste år.
Fokus bør derfor igen i det kommende år være på at skaffe nye medlemmer, også gerne yngre.
 
HUSK, at i godt må tage gæster med på banen. Er det nogen som eventuelt kunne tænke sig at blive medlem, så giv dem en gratis omgang på banen. Inviter også gerne gæster med mod greenfee – 50 kr. - som lægges i en af kuverterne i klubhuset med navn på medlemmet og antal gæster. Måske kan det også føre til et nyt medlem.
I det hele taget – reklamer for vor golfklub, hvor i kan komme til det.
 
Vi har i år ind til videre haft 4 matcher - Åbningsmatch,  Parmatch og Scramble-match - og så dagens match. Den 21. september er der klubmesterskab.

Klubmestre sidste år – 2024 - blev Tove Poulsen og Ib Bang.

På nuværende tidspunkt har vi haft 5 gange Hole-in-one i år. Tage Jensen, Thorkild Møller, Jørn Hedelund, Arne Holm og Keld Kristensen. Helt sidst på sæsonen 2024 nåede Jens Erik Jensen at lave Hole-inn-one – den eneste i 2024.
HUSK der venter altid en flaske rødvin for en Hole-in-One.
 
I år har vi også haft golfture til Pay & Play baner i andre golfklubber. Vi har besøgt Haderslev Golfklub, Skærbæk Mølle Golfklub i Ølgod og Kolding Golfklub. Sidste tur i år går til Horsens Golfklub.
Derudover har vi haft en tur til Lars Vegas Golf i Egtved. – Alle rigtig gode ture med pæn tilslutning.
 
I slutningen af april havde vi ”Åben golfdag”. Der var ikke ret stor tilslutning.
 
I maj måned havde vi 2 træningsaftner. Heller ikke med den helt store tilslutning. Men husk, at i altid kan få træning ved at henvende jer til et medlem af golfudvalget. Hold jer endelig ikke tilbage!
 
På mandag, den 8 september, får vi besøg af skoleelever fra 6. klasse i forbindelse med Idrætsforeningens ”Foreningsdag”. En sjov        oplevelse, hvor de unge mennesker kan få prøvet lidt golf.
 
 
Vores materiel har kørt rigtig godt i år, kun med små justeringer. Specielt er vi glade for den nye greenklipper. Den har sammen med gunstige vejrforhold givet os rigtig gode greens hen over sæsonen.
 
Af fremtidige investeringer har vi fortsat planer om at erstatte den gamle redskabsbygning, som er rådden i bunden, evt. med en udvidelse af garagebygningen.
Som følge af vores store investering sidste år har vi holdt lidt igen over for idrætsforeningen, men nu må det være tiden til at tage sagen op.
 
Baneanlægget er i prima stand. Gode fairways og gode greens.
Beplantningen rundt om på baneanlægget vokser eksplosivt i de her år, og skal holdes nede – gode opgaver til vores arbejdsdage.

Vi har lidt problemer med de gamle mirabelletræer i hegnet mod nord.
Træerne er kommunens, og problemet skal løses sammen med kommunen. Vi har en, som har tilbudt at fjerene træerne.

Lørdag den 11. oktober har vi arbejdsdag, hvor vi vil trimme anlægget og gøre klar til vinteren.
 
Sidste år fejrede vi golfklubbens 25-års jubilæum i forbindelse med klubmesterskabet. En hyggelig dag med gæster, gaver og buffet.
 
Til slut – vores Facebook side fungerer fint. Brug den, når du har noget på hjerte.
Hjemmesiden opdateres, når der er nyt.
Husk – vores arbejdsdag og deltag også gerne i Idrætsforeningens generalforsamling den ??? oktober
 
Beretningen blev godkendt.           
 
 
Afdelingens økonomi             v/Finn Jensen
 
Regnskab 2024/2025 blev udleveret på mødet. 
Regnskabsåret går som altid fra 1. juli til 30. juni.
 
Vi kan sige, at vores økonomi er rimelig stabil, og at vi kan generere et pænt overskud, når vi ser bort fra større uforudsete udgifter.
 
Finn redegjorde for de forskellige regnskabsposter.

På udgiftssiden er det vedligehold af maskiner og indkøb af brændstof, der vejer tungt. I det forløbne år havde vi en stor reparation på den store klipper, ligesom der var udgifter til vores jubilæum.

Dette medfører, at vi kommer ud med et mindre underskud, og en væsentlig afvigelse i forhold til budgettet.

Budgettet 2025/2026 bliver stort set en kopi af tidligere år, men med lidt mere vægt på vedligehold. 

Hvis der dukker spørgsmål op, så kan det altid blive uddybet ved kontakt til Finn, og bilag kan altid fremvises, hvis det ønskes.
Regnskabet og budget blev godkendt.

Indkomne forslag
Der er ønske om spilletider, som ikke er kønsopdelt. I dag er det kun søndag, som er forbeholdt damer og herrer. I kommende program søges der indarbejdet min. en dag mere.
 
Der er forslag om mere annoncering for golfklubben på åbne sider på sociale medier, og fysisk evt. i udhængsskabe m.v.
Udvalget arbejder med forslaget.
 
Forslag fra udvalget
Der overvejes en form for ”betaling”/kompensation til medlemmer, som yder en ekstraordinær indsats for klubben.
Forslaget var også oppe ved årsmødet sidste år, men udvalget har holdt lidt lav profil i forlængelse af sidste sæsons store udgifter og investeringer.
Forslaget tages op igen i den kommende sæson.

Valg til afdelingsudvalget
På valg var Tove Poulsen og Henning Hansen. Tove Poulsen ønskede genvalg og blev genvalgt
Henning Hansen ønskede ikke genvalg.
Som nyt medlem til udvalget blev foreslået Pia Jensen og Ingelise Jensen.
Efter et par afstemnings omgange med stemmelighed blev Ingelise Jensen valgt.
Jens Kurt Jensen blev valgt til suppleant.
Dvs. at fra medio oktober 2025 består golfudvalget af: Finn Jensen, Ib Bang og Tove Poulsen, Ingelise Jensen og som suppleant: Jens Kurt Jensen.
 
 
Eventuelt

Der var en forespørgsel om golfklubben vil søge midler fra en pulje som Vejle Kommune har stillet til rådighed for ØSVN If.Klubben skal søge midlerne hos ØSVN If, for at få del i puljen.
      
Der var forslag om en bænk ved udslagssted for hul 3 og 4, da der ofte er ventetid der. – Keld Kristensen vil gerne sponsere bænken.

Den eksisterende bænk på hul 4 gives et eftersyn.
 
Der er efterhånden fast bemanding til de praktiske opgaver, men flere opgaver udføres kun af en enkelt person. Der arbejdes på at få flere på de enkelte opgaver.
 
Tak for fremmødet og for god ro og orden
Tilmelding til hold:
Er du allerede medlem og ønsker at tilmelde dig til hold - find da den ønskede idræt i menu'en og gå ind under punktet "tilmelding".
Er du ikke medlem kan du tilmelde dig herunder eller ved tilmelding til det ønskede hold.

Nuværende eller tidligere medlem:
Er du medlem (har en konto i conventus) kan du logge ind og se/rette dine kontaktoplysninger, se købte billetter, holdtilmeldinger betalinger mm. Gå under punktet "ØSVN-IF", "Medlemsinfo", "Medlemslogin" eller klik her.

Nyt medlem:
Du kan nedenfor oprette dig, som nyt medlem.
Det er VIGTIGT at du ikke opretter dig som et nyt medlem, hvis du tidligere har været oprettet. Tjek. evt. under "medlemslogin" om du blot har glemt din kode.
Dette kan også ske ved holdtilmelding.
Besøg vores side
Følg os på Instagram
Øster Starup - Vester Nebel Idrætsforening | 6040 Egtved